Kurset giver dig teoretisk viden om og konkrete værktøjer til at planlægge og gennemføre en effektiv kommunikationsstrategi.
Professionel kommunikation
Virksomheder og organisationer af enhver art forventes i dag at kunne
-
formulere strategiske visioner og målsætninger i enkle og overbevisende vendinger
-
definere og præsentere virksomhedens kultur og identitet såvel retorisk som æstetisk
-
samle deres medlemmer omkring fælles symboler på tværs af fysiske og kulturelle afstande
-
opfange og tilgodese holdninger og krav fra et voksende antal interessenter
-
håndtere forholdet til forskellige nyhedsmedier.
At arbejde professionelt med kommunikation er altså et must for virksomheder og organisationer i dag, selv om der er forskellige måder at gribe kommunikationen an på. I nogle virksomheder betyder professionaliseringen, at medarbejderne i højere grad er med til at skabe og formgive virksomhedens kommunikation, mens det i andre ender med et krampagtigt forsøg på kontrol og ensretning.
Et centralt ledelsesanliggende
På tværs af disse tilgange opfatter virksomheder og organisationer i stigende grad kommunikation som et centralt ledelsesanliggende og dermed 1) som en udfordring, der skal mødes; 2) som en ressource, der skal skabes og udvikles og; 3) som i lighed med andre ressourcer skal kontrolleres.
Hvad handler kurset om?
Kurset afdækker konsekvenserne af denne tendens – såvel mulighederne som begrænsningerne. Vi spørger ikke blot, hvorledes man kommunikerer mere effektivt, men også hvorledes forskellige kommunikationsmåder præger en organisation.
Vi fremlægger og diskuterer hovedlinjerne i dette område med afsæt i organisationsteori, strategi, public relations og marketing. Deltagerne får mulighed for at få en nøgtern og kritisk forståelse af, hvorledes virksomhedens forskellige kommunikationsdimensioner spiller sammen.
Kurset giver dig
- Indsigt i de forskellige aspekter af en virksomheds kommunikation, herunder et overblik over kommunikationens vertikale, horisontale, formelle og uformelle dimensioner
- En forståelse for hvorfor, hvorledes og hvordan virksomheder i stigende grad integrerer deres kommunikation.
- Indsigt i samspillet mellem strategi, kreativitet og identitet i kommunikationen.
- Inspiration til strategisk kommunikation gennem diskussion af illustrative cases.
- Indsigt i andre virksomheders erfaringer på området.
- Diskussioner af grænsefladen mellem virksomhedens kommunikation og dens øvrige praksisser.
- Forståelse for den professionelle kommunikatørs ændrede funktion i organisationer, hvor kommunikation spiller en stadig større rolle.
MBA
Indholdet af kursusrækken er taget fra dele af faget "Strategisk Kommunikation" på MBA (Master of Business Administration).
Find pris og yderligere oplysninger under "Praktiske oplysninger" i menuen til venstre.