Da drengene flyttede, blev der tid til at gøre op med gamle fordomme om efteruddannelse. En lå lige til højrebenet, og to år senere stod Karen Lyng med en master i rehabilitering, nyt job og en tilbagevenden til den faglighed, hun havde savnet.
Begejstring. Et ord, der beskriver Karen Lyng bedre end de fleste andre. Begejstring for jobbet, for sit fag og selvfølgelig for den nyvundne mastergrad i rehabilitering. Når hun fortæller, er det med hele kroppen, et smittende smil og ild i øjnene. Det betyder noget for hende, og det høres tydeligt.
Hun er uddannet ergoterapeut i 1976 og har arbejdet med hjælpe midler til handicappede på alle ledder og kanter lige siden. I en kommune, hos Dansk Hjælpemiddelinstitut, der blandt andet forsker på området, og i en række produktionsfirmaer, hvor hun arbejdede med marketing og information.
Hun har været selvstændig og skrevet bøger om hjælpemidler, og hun har undervist på ergoterapeutskolen. Før hun skiftede til sit nuværende job som eksportchef hos arbejdsstolsproducenten VELA for halvandet år siden – i øvrigt midt i masteren – var hun ansat i brancheforeningen for producenter og leverandører af hjælpemidler, Dansk Rehab Gruppe.
“Det var et job i den mere administrative ende, væk fra brugerne. Da jeg begyndte på masteren, blev jeg mindet om, at det, jeg i virkeligheden synes er allermest spændende, er matchet mellem brugeren og den teknologi, der kan hjælpe dem til at leve et aktivt liv.
Det gav et skub. Jeg skulle tilbage til min oprindelige faglighed,” fortæller hun.
“Jeg tror heller ikke, jeg havde fået mit nuværende job uden masteren. Ikke at det var den, der gav mig jobbet, men det gav mig nok energien til at søge videre. Der sker jo noget med en, når man tør vende blikket et andet sted hen.”
Ikke færdig endnu
Egentlig har Karen Lyng altid tænkt, at efteruddannelse ikke var noget for hende. Hun kunne ikke se nytten af eller behovet for at akademisere sit håndværk. Derudover har hun altid søgt og fået jobs, der lå på kanten af hendes uddannelse - jobs, hvor trangen til læring blev mere end opfyldt. Men så flyttede hendes to drenge hjemmefra.
“Det gav da lidt luft – og en ny energi,” fortæller hun med et grin.
“Men jeg har altid interesseret mig bredt for mit fag, og jeg er gift med en mand, der også er i sund-
hedssektoren, så det har generelt “Det har givet så meget på flere erkendelse af, at det er mere end fyldt meget. Så kom tanken også: Var der lige noget, jeg kunne lære her til sidst...”
Da hun første gang snuste til den toårige master i rehabilitering på Syddansk Universitets hjemmeside, var der ingen tvivl: Det var det her hun skulle. Og da hun først fik truffet beslutningen og var tilbage på skolebænken, var hun hooked.
“Det har givet så meget på flere fronter. Dels fagligt, men det har også givet en stor personlig tilfredsstillelse at lære noget nyt og bestå sine eksamener. At opdage, at jeg ikke er færdig endnu,” konstaterer hun.
Skulle være sjovt
Valget af efteruddannelse var drevet af et ønske om at vende tilbage til fagligheden, men der lå også en dag 57-årige Karen Lyng og tilføjer, at selvom efteruddannelsen ikke umiddelbart ligger i tråd med jobbet som eksportchef, har den givet flere værktøjer til løsningen af den daglige dont.
“Mit job er at støtte de salgsfolk, vi arbejder med i de forskellige lande. De er i vid udstrækning fysio- og ergoterapeuter, og de efterspørger blandt andet også faglig viden. Der erkendelse af, at det er mere end almindeligt svært at skifte fag i sit arbejdslivs efterår. Et forløb på Journalisthøjskolens åbne uddannelse lukkede den vej – det var ganske enkelt for svært.
“Så jeg har i kraft af min alder tilladt mig at tænke, at skulle jeg læse noget, skulle jeg fandeme læse noget, der var sjovt og som interesserede mig,” fortæller den i
er det en kæmpe fordel, at jeg med min nye, ajourførte viden kan sætte vores produkter ind i en større sammenhæng. Men om jeg sælger mere på den konto er svært at måle.”
Selvom masterforløbet, der blev afsluttet i august 2009, har begejstret både personligt og professionelt, er der lige nu ikke planer om mere efteruddannelse. Lige nu skal der fokuseres på jobbet, men der er vakt en smag på mere.
“På den ene side tænker jeg: Aldrig mere – det var for hårdt! Men tanken har da allerede strejfet, at jeg kunne jo liiige tage et enkelt modul til,” griner hun.
“Jeg har fundet ud af, at den der akademisering ikke er noget farligt, og jeg kan gribe mig selv i at tænke: Hvorfor tog du dog ikke det skridt noget før? For der er ting, jeg kunne have gjort anderledes og bedre, hvis jeg havde haft den her master med mig tidligere. Det ville jeg ikke have troet, før jeg startede...”.
TEKST: Peter Krogholm • FOTOS: Carsten Snejbjerg