Journalisten Hanne Folmer Schade søgte ikke efteruddannelse men videreuddannelse – og den fandt hun på masteruddannelsen i international virksomhedskommunikation på SDU.
TEKST: Inger Anneberg
FOTO: Flemming Jeppesen
”Jeg havde besluttet at videreuddanne mig, ikke blot tage en efteruddannelse. Min lyst gik i retningen af at lære at arbejde mere strategisk med kommunikation, og jeg har nået mit mål, nemlig en helt ny faglighed.”
Ordene kommer fra Hanne Folmer Schade, der befinder sig i mødelokalet på den virksomhed, hvor hun for øjeblikket løser kommunikationsopgaver, nemlig rederiet H. Folmer & Co., beliggende i hjertet af København og med udsigt til Nyboders gule huse.
I lokalet symboliserer et par store marinemalerier af stolte sejlskibe samt en glasmontre med en moderne coaster, opkaldt efter rederiets stifter Helge Folmer, en rød tråd rent historisk. Både Helge Folmer og kunstmaleren Jens Erik Carl Rasmussen, der står bag de store marinebilleder i lokalet, har nemlig rødder i søfartsbyen Marstal. Den røde tråd kan trækkes helt frem til nutiden og Hanne Folmer Schade, der er barnebarn af rederiets stifter. Hanne Folmer Schade har imidlertid fokus på kommunikation i bred forstand i
dag, ikke kun i forhold til rederivirksomheden. Dette fokus har masteruddannelsen på Syddansk Universitet hjulpet hende til at skabe.
Fleksibilitet og identitet
En professionsbachelor fra Danmarks Journalisthøjskole var Hanne Folmer Schades baggrund. Hun havde i en årrække været ansat på fagbladet Bibliotekspressen, dels som skrivende journalist, dels som redaktionssekretær. Da der skete ændringer på hendes arbejdsplads, og redaktionssekretærstillingen blev nedlagt, brugte hun anledningen til at bevæge sig over i kommunikationsbranchen og således skifte karriere.
”Som redaktionssekretær holdt jeg meget af den planlæggende og koordinerende funktion – og det har jeg kunnet bygge videre på i masteren, blandt andet ved at vælge moduler i projektledelse og forandringskommunikation,” forklarer Hanne Folmer Schade, der specielt har været glad for masteruddannelsens fleksibilitet. Ikke fordi hun tidsmæssigt har haft brug for det, for hun har gennemført den på under normeret tid, men valgfrihed og kombinationsmuligheder ved for eksempel at kunne tage ét fag på den internationale cand.merc.-uddannelse på Copenhagen Business School i København og andre fag på kandidatuddannelsen i Odense ser Hanne Folmer Schade som en stor gevinst.
”Man kan opbygge en unik profil til sig selv i den måde, man kan sammensætte masteruddannelsen på, og gennem de projekter, man arbejder med i studiet. Det har jeg lagt vægt på. For eksempel skrev jeg undervejs en opgave sammen med en anden studerende, hvor vi udarbejdede en integreret kommunikationsstrategi for det internationale område i DI (tidl. Dansk Industri). Uddannelsen er på den måde meget praksisnær”, pointerer Hanne Folmer Schade.
”Du får en række redskaber med dig, for eksempel lærer du at lave medieanalyse og at forstå de mekanismer, der ligger bag dækningen. Det kan du efterfølgende bruge i mange forskellige virksomheder.” Hanne Folmer Schade oplever, at hun er kommet 360° rundt om faget kommunikation.
”Når man tager en langvarig masteruddannelse, kommer man i dybden, og så er man over det niveau, hvor man blot lærer sig en ny terminologi. Man kommer et skridt videre end det,” forklarer hun.
Omdømmeledelse
I sit masterspeciale fra 2009 fokuserede hun på den mediestorm, der opstod i kølvandet på kapringen af fragtskibet Danica White to år tidligere. Hun analyserede, hvordan mediedækningen efterfølgende havde udviklet sig og kunne påvise en række grove fejl. Hun har siden ført flere sager for rederiet i Pressenævnet, hvor nogle af dem stadig er under behandling.
”I kraft af mit speciale er jeg blevet stærk, når det handler om den presseetiske dimension, men også krisekommunikation og det som på dansk hedder omdømmeledelse (Reputation Management) er noget, jeg har fået indsigt i,” forklarer Hanne Folmer Schade.
Via uddannelsen på SDU har hun desuden fået sat fokus på interkulturel virksomhedskommunikation. ”Jeg har været meget glad for den internationale dimension i masteruddannelsen, hvor meget er foregået på engelsk, så jeg også har fået et sprogligt brush up. Men hvad der er nok så afgørende er, at man får en forståelse for, hvor vigtigt det er at tænke den kulturelle kontekst ind, når man kommunikerer.
Det gælder helt oplagt i forhold til kommunikation med internationale markeder, men også internt i virksomheder, hvor budskaberne skal tilpasses forskellige nationaliteter og organisationskulturer.”
Fra journalistik til kommunikation
For Hanne Folmer Schade har springet fra journalistikken til en universitetsuddannelse i kommunikation været et bevidst valg, for hun ønskede sig at få en mere forskningsbaseret uddannelse. ”Med journalistuddannelsen i bagagen har jeg haft nogle fordele, når det handler om at skrive. Men at skrive akademisk er en anden genre. Det er måske noget, som jeg har savnet på masterforløbet, nemlig at lære mere om den akademiske måde at strukturere en videnskabelig opgave på. Men ellers har valget af den forskningsbaserede indgang været rigtig for mig. Man kan godt sige, at jeg er blevet et nyt menneske, rent fagligt, af at have taget den her uddannelse.”