Vandplanlægningen i Danmark er i øjeblikket koncentreret om miljømæssige aspekter i relation til vandrammedirektivet og miljømålsloven samt klimatilpasningsstrategier til at håndtere afstrømningsforholdene i byerne. Men i de kommende år er samspillet imellem vandplanerne og klimatilpasningsplanerne enormt vigtigt. Det er det vi kalder helhedsorienteret vandplanlægning.
Meget af det afstrømmende regnvand skal ud af byerne og håndteres i den del af oplandet som dækkes af vandhandleplanerne, men hvordan påvirker det implementeringen af vandhandleplanerne både positivt og negativt? Og hvilke positive synergier kan opnås ved at foretage en helhedsorienteret vandplanlægning på hele oplande og ikke kun byerne? Og så er der samspillet imellem de mange indsatsområder og virkemidler i vandplanerne, hvor det er vigtigt at samtænke indsatsen i de ferske og marine områder.
Dette kursus vil bidrage med den nyeste viden indenfor faglige områder såsom klimatilpasning, teknologier til håndtering af regnvandsbetingede udledninger, etablering af vådområder, virkemidler på vandløbs- og søområdet, påvirkninger på og af grundvand samt lovgivning og forvaltning indenfor implementering af klimatilpasnings- og vandhandleplaner.
GIS (Geografiske Informationssystemer) er et meget nyttigt og anvendeligt værktøj i forbindelse med vandplanlægning og klimatilpasning, men der findes også en lang række meget simple modelværktøjer som er yderst anvendelige indenfor vandplanlægningen især når hele oplande og flere forskellige virkemidler og afstrømningsforhold skal samtænkes. Derfor vil du via en lang række cases og undervisning i den relevante software få afprøvet og indøvet mulighederne for at anvende disse værktøjer i vandplanlægningen. Det kan være anvendelse af GIS til bl.a. brug af højdekurver, oplandsanalyser og oplandskarakteristika eller beregninger af udledning og effekter både mht. hydraulik, næringsstoffer og miljøfremmedes stoffer samt modellering af f.eks. regnvandsbassiner/LAR løsninger, ændringer i vandløb, eller etablering af vådområder.
I kursets projektdel arbejder du med et konkret projekt indenfor helhedsorienteret vandplanlægning og meget gerne et projektoplæg som du selv medbringer, sådan at projektet tager udgangspunkt i din hverdag!