For hospiceleder Dorit Simonsen har Master of Public Management skabt det fundament, hun står på i sin dagligdag som leder.
“Alene det at have gennemført masteruddannelsen har gjort noget ved mig. Det modner at holde ud.”
52-årige Dorit Simonsen, leder af Hospice Djursland i Rønde, udstråler en smittende begejstring for sit masterforløb, som hun afsluttede i 2007 og nu tænker tilbage på med glæde. Samtidig lægger hun ikke et øjeblik skjul på, at det var hårdt arbejde at få billedet af sig selv som ansvarlig studerende til at passe sammen med billedet af den ansvarlige mor og mormor. For slet ikke at tale om det almindelige arbejde, som også skulle passes ved siden af.
“Jamen, det var vildt. Det er med god grund, at Master of Public Management (MPM) er et af de hårdeste masterforløb i Danmark”, siger Dorit Simonsen og mindes et af de mere kaotiske øjeblikke undervejs i studiet: “Midt under den sidste eksamen skulle min datter giftes, og vi blev bedt om at passe barnebarnet, mens forældrene var på bryllupsrejse. Jeg lavede bryllupskage i tre etager, læste og skrev masterafhandling, passede mit arbejde og vores barnebarn på 1½ år samtidig. Vi måtte indskrive oldefar til at komme og hjælpe! Men i dag kan vi grine af det. Det skulle bare gå op.”
Stor fascination
Det var oprindeligt en venindes store fascination af MPM uddannelsen i Odense, som førte Dorit Simonsen på sporet. “Den måde hun talte om ledelse på, om
strategier, om organisationsteorier… jamen det vakte en genklang i mig, og jeg kunne samtidig se, at hun fi k en virkelig god stilling bagefter, det imponerende mig også.”
Dorit Simonsen er oprindeligt sygeplejerske, uddannet i Aalborg i 1981. Hun var bl.a. souschef på en kræftafdeling, før hun tog en diplomlederuddannelse på Sygeplejehøjskolen. Efter fl ere lederstillinger i sundhedsvæsenet blev hun i 2003 leder af Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Aalborg. Imidlertid krævede hendes mands arbejde som overlæge, at familien fl yttede til Odense, og det nye job hun fik, var ikke en lederstilling. Derfor måtte hun se i øjnene, at hun stod ved en korsvej.
“At gå fra én lederstilling til en anden er sådan set let nok, men hvis du først er udenfor, kan det være svært at komme ind igen. Man er simpelthen ikke i flow. Så huskede jeg min venindes lovprisning af masteren og tænkte, at så var det nu, for mit CV trængte altså til det. Efterfølgende besluttede min mand og jeg at tage uddannelsen samtidig.”
Struktur og benhård prioritering
Det varede længe inden masterholdet opdagede, at der faktisk var et ægtepar imellem dem, for det skiltede de ikke med, men Dorit Simonsen og hendes mand var ret enige om, hvad der skulle til for at de kunne gennemføre studiet, “Det kræver benhård struktur, men det kan man lære. Fx stod vi op kl. 5, løb en tur, spiste morgenmad, og så læste vi et par timer, mens vi var friske, inden vi tog på arbejde.”
At kunne prioritere sit stof og vælge ud, hvad man kan nå at læse, hører også med til at studere. “Men det hører jo også med til at være leder, at man kan prioritere. Du kan ikke nå det hele,” forklarer Dorit Simonsen og priser sin læsegruppe.
“Der ligger rigtig meget synergieffekt i at læse sammen. Vi prøvede ideer af og diskuterede med hinanden. Det sociale hører med, og det gør det i øvrigt også i din lederrolle, hvor man også skal kunne håndtere hinandens op- og nedture og have respekt for forskellighed.” Selve det at være studerende, også i en moden
alder, oplevede Dorit Simonsen som en gave. ”Det er fuldstændig fantastisk at færdes mellem unge studerende og være en del af universitetet. Bare det at bruge sit studiekort og få rabat på en bustur! Det morede vi os meget over. For mig var det også nyt at bruge elektroniske platforme og kommunikere med lærerne på nettet, en udfordring i sig selv at få styr på.”
Overblik og indblik
Undervejs i studiet fi k Dorit øje for det job, som hun bestrider i dag. Her fi k hun brug for alt, hvad studiet havde lært hende. “Jeg fi k et job, hvor jeg skulle bygge en hel
organisation op fra bunden, og det stiller virkelig krav om ledelsesstrategier. I masterstudiet havde jeg fået redskaberne til det. Jeg tænkte meget ofte, når jeg stod i nye situationer, at “det her er der jo nogle, der har beskrevet før..”. Jeg følte, at jeg var på forkant og hele tiden i stand til at tænke lidt længere og bruge den akademiske viden. Det gav mig såvel overblik som indblik.” Samtidig fordrer lederjobbet på et hospice et stort personligt lederskab. ”Jeg er leder, men jeg er også Dorit, som ikke kun skal tænke i strategier, bundlinje, tal og produktionskrav. Jeg skal hele tiden være bevidst om, at mine medarbejdere ikke bliver stressede og udkørte, for så går det ud over den pleje og kærlige omsorg, som hører til her. Den balance skal jeg mestre, og den sikkerhed, som det kræver, har jeg fået gennem min efteruddannelse.”
TEKST: INGER ANNEBERG · FOTOS: FLEMMING JEPPESEN