Bruger ingeniørfaglighed dagligt
Niels Backmann Andersen, 52 år, er uddannet Elinstallatør, Stærkstrømstekniker og Teknonom i ledelse. I januar 2007 afsluttede han sin diplomuddannelse i Stærkstrømsteknologi – og en gammel drøm blev realiseret.
”- Allerede for en del år siden fortrød jeg, at jeg ikke læste til Stærkstrømsingeniør fra starten. Derfor var diplomuddannelsen i Stærkstrømsteknologi en kærkommen mulighed for at opgradere mine kompetencer. Jeg ville have et højt fagligt niveau inden for stærkstrøm, fordi faget interesserer mig meget.
- Min tilgang til de faglige udfordringer er blevet styrket. Fx har jeg fået en større viden om både maskiner og el-nettets opbygning samt matematikken bag elektroteknikken. Den viden bruger jeg ofte til at løse hverdagens opgaver.
- Det var hårdt på den måde, at man skal lægge mange timer i sådan en uddannelse. Undervisningen ligger uden for normal arbejdstid, og der skal bruges mange weekender og aftener til lektier herunder skriftlige opgaver. Det skal man være forberedt på. Og så vil jeg sige, at det vigtigste er at have baglandet derhjemme med på ideen.”
Niels Backmann Andersen, elingeniør, Vattenfall A/S, Heat Nordic