Hvad er Open Access?
Open Access handler om fri og online adgang til videnskabelig litteratur. Open Access er, når en forfatter enter offentliggør sit værk i et repository (en slags åbent arkiv for publikationer), eller publicerer sin publikation i et Open Access tidsskrift på nettet.
Med Open Access er forskningsresultater ikke længere kun for de få, der betaler abonnement eller licens til tidsskrifterne, men forskningsresultaterne er tilgængelige for alle.
Der findes 3 former for Open Access:
Grøn Open Access er, når en forsker parallelpublicerer sin publikation ved hjælp af en vedhæftet fuldtekst i et åbent arkiv eller et repository.
Gylden Open Access er, når en forsker eller institution vælger at betale en publiceringsafgift. Artiklen er herefter tilgængelig frit og vederlagsfrit for alle interesserede.
Hybrid Open Access er, når en forsker publicerer i et traditionelt abonnementstidsskrift, der mod en afgift fra forfatteren gør artiklen frit tilgængelig.
Hvorfor Open Access?
Open Access sikrer umiddelbart en større udbredelse af din forskning. Dine publikationer vil kunne læses af flere og af en bredere kreds.
Dine publikationer vil desuden kunne læses tidligere, da publiceringsprocessen hos nogle forlag kan være meget lang.
Din forskning bliver således mere synlig, og du bidrager samtidig til at gøre forskningen på Syddansk Universitet lettere tilgængelig.
Hvordan Open Access?
Open Access er muligt, når en forsker parallelpublicerer sin publikation med en vedhæftet fuldtekst i et åbent arkiv eller et repository. Syddansk Universitet benytter Pure som arkiv/repository.
Der findes ligeledes Open Access tidsskrifter, hvis formål er, at publikationer frit kan læses af alle. Open Access-tidsskrifter er oftest videnskabelige, peer-reviewede tidsskrifter.
Hvornår Open Access?
Flere bevillingsgivere anbefaler eller stiller som betingelse for tildeling af forskningsmidler, at forskningsresultaterne gøres Open Access tilgængelige. Her kan nævnes Det Frie Forskningsråd, Danmarks Grundforskningsfond, Det Strategiske Forskningsråd, Højteknologifonden og Rådet for Teknologi og Innovation samt EU's rammeprogram Horizon 2020.