Timme Rosenkrantz (1911-1969) var forfatter, jazzentusiast og –samler, foredragsholder og radiocausør. Samlingen, der er koncentreret omkring swingmusik, omfatter 1679 78’ere, 170 ep’er, 1055 lp’er, 411 acetater. 923 spolebånd og 103 bøger. Acetaterne er af unik karakter, idet de er privat skårne lakplader med optagelser, som Rosenkrantz selv foretog i New York under 2. verdenskrig med kendte musikere eller optog fra radioen.
Blandt de andre plader er mange sjældenheder, ligesom der blandt spolebåndene findes en lang række værdifulde jazzkoncerter optaget fra dansk, svensk eller amerikansk radio, som ellers ikke er bevarede. Herudover findes mange kataloger, udklip og manuskripter til radioudsendelser og artikler, samt en flot samling på over 3000 fotos af musikere og orkestre, hvoraf mange er taget af Rosenkrantz selv.
300 af disse fotos er publiceret i Frank Büchmann-Møller: Is This To Be My Souvenir? Jazz Photos From The Timme Rosenkrantz Collection 1918-1969. Odense University Press, 2000.