Overlærer Asta H. Jepsen testamenterede i begyndelsen af 1973 hele sin private bogsamling på ca. 4.000 bind, dels til biblioteket ved det daværende Sydjysk Universitetscenter, dels til Centralbiblioteket i Esbjerg, således at SUC havde 1. prioritet til at udtage alle de værker, som man mente at kunne bruge. Asta H. Jepsen havde allerede på dette tidspunkt en klar forventning om, at SUC med tiden ville udvikle sig til et universitet repræsenterende alle fakulteter.
Efter i 1927 at være blevet ansat som elev på Centralbiblioteket i Esbjerg, søgte Asta H. Jepsen i 1929 ind på biblioteksskolen i København, hvorfra hun fik bibliotekareksamen med 1.karakter. Samtidig tog hun specialuddannelse som børnebibliotekar på de københavnske børnebiblioteker under overbibliotekar Helga Mollerup og blev igen i 1930 ansat som - efter eget udsagn - provinsens første børnebibliotekar ved Centralbiblioteket i Esbjerg.
Først i 1975, men inden Asta H. Jepsens død, blev størstedelen af samlingen overgivet til konkret deling mellem de to biblioteker. Den rummede især skønlitterære værker på dansk og oversat til dansk samt bøger indenfor det humanistiske område, og SUC valgte at udtage primært de skønlitterære plus de historiske værker - til Asta H. Jepsens undren, da hun troede, at universitetscentret ville få brug for bøger indenfor alle fagområder.
Der findes ikke noget præcist tal over, hvor mange bind af samlingen, der nu findes på Syddansk Universitetsbibliotek i Esbjerg. Bøgerne er registrerede på lister af Asta H. Jepsen selv.
Bøgerne kan benyttes ifølge Syddansk Universitetsbiblioteks almindelige regler for benyttelse af ældre bøger - se låneregler.