Peer review

Peer-review (eller fagfællebedømmelse) er en formel procedure, der benyttes for at sikre videnskabelig metode og -kvalitet i forskningspublikationer. Proceduren er primært udviklet til brug for nationale og internationale forskningsorienterede tidsskrifter. Nu er det imidlertid ikke alle videnskabelige publikationer, som bliver bedømt gennem peer-review; dette gælder f.eks. ikke nødvendigvis for konference-proceedings eller kapitler i bøger af mange forfattere.

Graden af peer review afhænger også af fagene, da sundhedsvidenskab og de naturvidenskabelige discipliner har en lang tradition for peer-review, hvorimod de humanistiske discipliner i mindre grad har benyttet sig af peer review. Dette er dog ved at ændre sig, også i Danmark, da peer review er ved at blive et must, hvis publikationen skal have et formelt stempel som 'god videnskab'. Dette dog under tung indflydelse fra natur- og sundhedsvidenskab.

Peer review blev indstiftet i 1665 i England af redaktøren af Philosophical Transactions of the Royal Society, Henry Oldenburg. Det formaliserede peer review system, vi kender i dag, sås dog formentlig først rigtigt i Medical Essays and Observations, der blev udgivet af the Royal Society of Edinburgh fra 1731. Videnskabeligt peer review, som er led af publikationsprocessen, må ikke forveksles med 'clinical peer review', som er en pædagogisk proces i den lægelige undervisning eller 'medical peer review', som handler som kvalitetsforbedring indenfor hospitaler mv. Disse sidste fænomener er begge indført i slutningen af det 20 århundrede.

Nationale tidsskrifter kan naturligvis også have peer review, Ugeskrift for Læger har f.eks. haft dette igennem mange år. Der er dog stadig nationale, forskningsorienterede tidsskrifter indenfor især humanistiske områder, som enten ikke eller kun til dels benytter peer review. Simpelthen pgra. en helt anden forskningstradition. Denne handler også om, at sundheds- og naturvidenskabelig forskning sædvanligvis ubesværet lader sig overføre imellem verdens lande og sprog (og dermed har myriader af kritiske læsere), hvorimod humaniora har en faglig tradition, der er mere national og derfor læses og vurderes af en meget, meget mindre kreds af fagfolk. Sådan var det ihvert fald indtil for nylig.

Denne faglige forskellighed handler således ikke om at punke fagene, men viser, at peer review skal ses nøje i forbindelse med forskningsprocessen, og at der er forskel på de eksperimentelt orienterede fag, såsom medicin og naturvidenskab ('våde fag'), og humaniora og samfundsvidenskab ('tørre fag').

De(n) person(er), der foretager et peer-review af en videnskabelig artikel, kaldes en peer-reviewer eller referee. En rapport, udarbejdet på baggrund af et peer-review, kaldes derfor en peer-review rapport, en referee-rapport, en peer-review eller en fagfællebedømmelse.  Der er typisk 2 (til 3) personer der er involveret i peer-review processen, som selv skal være eksperter indenfor publikationens emneområde. Et peer review er typisk bygget systematisk op, så det både udtaler sig om problemstilling, de anvendte metoder, den statistiske bearbejdning, resultaternes pålidelighed, deres nyhedsværdi og måske også brugbarhed.

Et peer-review af en forskningsartikel foretages, efter at forskeren har indsendt sin artikel til et videnskabeligt tidsskrift; tidsskriftets redaktør(er) vurderer i første omgang, om artiklen lader til at have tilstrækkelig kvalitet og nyhedsværdi til at kunne publiceres, hvorefter redaktøren sender artiklen til nogle udvalgte forskere, der så siger ja (eller nej) til at bedømme artiklen. Redaktøren kan selv vælge disse eller bede artiklens forfatter(e) om at pege på et antal mulige personer. Udvælgelsen går i høj grad efter kandidaternes publikationsaktivitet på området. Herefter udarbejdes en peer review (referee) rapport, der gennemgår arbejdet i større eller mindre udstrækning og med større eller mindre nidkærhed og detaljeret beskriver, hvilke ændringer der evt. skal foretages i artiklen før den kan publiceres. Rapportens forfattere kan dog også konkludere, at arbejdet skal forkastes. I dag gøres alt dette naturligvis elektronisk.

Når forfatter(ne) har behandlet artiklen i henhold til rapportens anvisninger, sendes den tilbage til redaktøren, der evt. sender den videre til endnu et peer-review, hvis det drejer sig om større rettelser. Redaktøren følger nøje, om forfatterne har fulgt eller i det mindste kommenteret alle de forslag til rettelser eller ændringer, som foreligger fra peer review rapporten. Til sidst kan artiklen publiceres i tidsskriftet, og kaldes nu en peer-reviewed artikel. For langt de fleste sundheds- og naturvidenskabelige internationale tidsskrifters vedkommende er det selvindlysende, at der foretages peer review, så at dette ikke tydeligt deklareres i tidsskriftet eller på tidsskriftets hjemmeside. Det fremgår dog typisk indirekte af manuskriptvejledningen og hele den lange række af redaktører og delredaktører, der er angivet i tidsskriftet eller på dets hjemmeside.

Det betyder helt praktisk, at tidsskrifter der indekseres til PubMed; Scifinder eller Web of Science stort set uden undtagelse er underkastet peer review. Den komite, der udvælger tidsskrifter til PubMed, har netop præcis dette som eet af flere kriterier til at afgøre, om et tidsskrift skal indekseres eller ej. For andre fagområders vedkommede kan man dog undertiden se en tydelig deklaration om et givent nationalt eller internationalt tidsskrift er underkaster peer review, da dette efterhånden betragtes som den ultimative kvalitetsmarkør (et 'sine qua non'). Simpelthen!

Mange af de store klassiske bibliografiske databaser som PubMed, Web of Science eller Scifinder angiver derfor ikke, om der er peer review eller ej på det enkelte indekserede tidsskrift, det 'ved' man bare, at der er, og der er forsvindende få, om overhovedet nogle, af de indekserede tidsskrifter, der ikke er underkastet peer review. Dette hænger sammen med, at videnskabsbegrebet infor de eksakte fag på det nærmeste er betinget af, om der er peer review. Her opfører humaniora sig dog anderledes, eller har i hvert fald indtil de seneste år opført sin anderledes, ved at videnskabelige publikationer godt kan udarbejdes og publiceres uden et formelt peer review. Blot med en eller flere navngivne tidsskrifts-redaktører som garanter. Indenfor fagligt smalle, nationale humanistiske områder kan det også være svært at bruge peer review metoden, da forskerne kan være så få, at de kender hinanden personligt. På godt og ondt!

Til gengæld angiver andre af vores bibliografiske databaser faktisk tydeligt, om der er peer-review eller ej. Dette gælder bl.a. PsycINFO, Cinahl og Sociological Abstracts. Dett kan vises direkte som et særligt faneblad i søgesættet (Sociological Abstracts) eller i andre tilfælde kræve visse formelle afgrænsninger i søgesættet (Cinahl) for at blive synligt i resultatbilledet.

Peer-review kan være anonymt, ikke-anonymt eller åbent. De tre typer flyder dog lidt sammen, da et tidsskrift kan lade det være op til bedømmeren, om vedkommende ønsker at være anonym. Ligeledes kan et anynomt peer-review være dobbelt blindt, i den forstand at både artiklens forfatter(e) og bedømmeren(-ne) er anonyme. Det er almindeligt, at det indleverede manuskripts forfatter(e) fremgår af manus, men at peer reviewer(s) er anonyme. Pricippet med at både forfatter(e) og peer reviewer(s) er anonyme, er nok det mest korrekte, da det så kun er tidsskriftets redaktør(er), der kender parternes identitet(er). Åbent peer-review, er en ny type, hvor alle dele af peer-reviewet er åbent, enten for offentligheden, eller for medlemmer af et givent forskningsområde. Eksempler på det sidstnævnte er et open peer review forsøg hos Nature (Nature's peer review trial).

Peer review er derfor efterhånden en alment anderkendt, gylden garant for formel videnskabelighed. Nu vokser træerne jo sjældent ind i himlen, og der er bestemt problemer ved peer-review. I de mildere tilfælde besidder peer reviewer ikke tilstrækkelig specifik faglig kompetence til at vurdere og bedømme, i de værre tilfælde bevidst give arbejdet en forkert bedømmelse, fordi peer reviewer véd eller kan regne ud, hvem forfatterne er. I værste tilfælde kan peer reviewer lade sig inspirere af en upubliceret artikel, som vedkommende får til bedømmelse, give den en negativ eller henholdende bedømmelse og hurtigt publicere forskningsresultaterne som sine egne. Også det sidste er sket!

Helt overordnet kan hele processen omkring peer-review indebære en mulighed for for at undertrykke forskningsresultater, der er for nye og banebrydende (Albert Einsteins forskning er et klassisk eksempel), og på den anden side fremme forskningsresultater, som peer reviewer selv står for ('Rip, Rap og Rup effekten'). Det er også et problem, at det ofte betydelige arbejde med peer review er ubetalt og ikke henregnes som videnskabeligt meriterende på samme måde som et (med)forfatterskab. At det i stigende grad kniber med at skaffe egnede kandidater til at deltage i peer review processen er derfor forståeligt og forventeligt!

Læs mere om peer review her.