Introduktion til sundhedsvidenskabelig litteratursøgning
Wallin, J.A.
Denne introduktion er skrevet til personer, som har behov for viden om, hvordan man finder videnskabelig litteratur om et sundhedsvidenskabeligt emne enten i forbindelse med faglig udvikling eller et forskningsprojekt. Du kan printe vejledningen ud som en kort introduktion til medicinsk litteratursøgning, men du kan også få de nødvendige, praktiske vejledninger i hvordan du omsætter teori til praksis ved at klikke på de relevante links i teksten, som peger på mange instruktive vejledninger. (Flere af de klikbare søgevejledninger kræver små hjælpeprogrammer i form af Macromedia FLASH Player og/eller Adobe Acrobat Reader, som ofte findes på din PC i forvejen eller kan hentes og installeres ved at følge de forslag der dukker op på din skærm).
1. Grundlæggende om sundhedsvidenskabelig litteratursøgning
Når du skal finde litteratur indenfor de sundhedsvidenskabelige fag, skal du overveje på hvilket sprog, på hvilket fagligt niveau og i hvilken generaliseringsgrad du ønsker litteraturen. Ser vi på den videnskabelige litteratur for det sidste kvarte århundrede er så langt størsteparten skrevet på engelsk, og dette gælder vel og mærke også de danske forskeres publikationer. Hvis du kun ønsker at se den danske litteratur (=dansk oprindelse og/eller skrevet på dansk), kan dette teknisk set gøres i flere af de internationale bibliografiske databaser, f.eks. Medline, men de internationale databaser dækker kun en ringe del af den danske og nordiske litteratur, som du altså bedst finder ved at bruge danske og nordiske databaser - jævnfør dog om niveau og generaliseringsgrad nedenfor. (Bibliografi= fortegnelse over litteratur og bibliografiske databaser de elektroniske versioner).
Hvad angår det faglige niveau, er det sådan, at du som hovedregel finder det lave niveau (="populære", uvidenskabelige eller formidlende litteratur) i de danske databaser, men det højeste niveau (=videnskabelige) i de internationale. Der er dog et meget vigtigt forbehold, som er at en del af den danske og nordiske videnskabelige litteratur inden for visse af sundhedsvidenskabens fagområder - uanset niveau - skal søges i de danske/nordiske databaser. Reglen er her, at jo mere eksakt (=naturvidenskabeligt orienteret) den sundhedsfaglige disciplin er jo mere findes litteraturen i de internationale databaser. Eksakte fag er f.eks. fysiologi, farmakologi og immunologi. De mindre "eksakte" fag, hvor du ofte kan finde en stor, videnskabelig litteraturmængde i de nordiske databaser, er sundhedsvidenskabelige fag med en orientering mod humaniora og samfundsvidenskab, som f.eks. almen medicin, arbejds- og socialmedicin, folkesundhedsvidenskab, sundhedsøkonomi og fagene klinisk psykologi, ergo- og fysioterapi, sygepleje m.fl.
Med hensyn til generaliseringsgrad forholder det sig sådan, at jo større denne er jo bedre kan du tillade dig kun at søge i de internationale databaser, f.eks. har immunologisk forskning en meget høj generaliseringsgrad, hvorimod generaliseringsgraden for f.eks. folkesundhedsvidenskab er langt mindre. Lavere grad af generalisering betyder altså, at du også skal søge i de danske og nordiske databaser. Et enkelt fag kan godt være opsplittet, f.eks. vil biologisk psykiatri findes i internationale databaser, hvorimod psykoterapi og distriktspsykiatri også i danske og nordiske databaser.
Under alle omstændigheder vil videnskabelig litteratur skrevet på dansk og/eller nordiske sprog altid være meget dårligt dækket i de internationale databaser.
Syddansk Universitetsbibliotek og Videncentret OUH tilbyder fjernadgang til over 3.600 sundhedsvidenskabelige tidsskrifter i fuldtekst. Du kan læse mere om fjernadgang her. Du får adgang til disse e-tidsskrifter gennem søgning i mange, men ikke alle af de nedennævnte bibliografiske databaser ved at klikke på SFX ikonet. Du kan finde en opdeling af vores tidsskrifter på 59 sundhedsvidenskabelige specialer ved at bruge søgefunktionen Category og vælge "Health Sciences". Du kan også finde en total liste over samtlige de elektroniske tidsskrifter, vi tilbyder. Du har typisk brug for at udskrive artiklerne som .pdf filer, men læser du .html versionen, tilbyder mange forlag fuldtekstartikler med klikbare litteraturlister, den såkaldte CrossRef funktion. Du kan læse mere om CrossRef her.
2. Søgning efter dansk sundhedsvidenskabelig litteratur
Databaserne her henviser til litteratur indenfor alle fagområder og ikke kun sundhedsvidenskab, da der ikke længere findes en særlig dansk sundhedsvidenskabelig bibliografisk database. Bøger finder du i Odin og bibliotek.dk, og artikler finder du i Artikelbasen. Forskningsprojekter er mangelfuldt registrerede, og du kan finde mange, men langt fra alle i Den Danske Forskningsdatabase. Disputatser og Ph.D. afhandlinger finder du i Odin (mest fra Syddansk Universitet) og bibliotek.dk (fra hele landet).
Dit bibliotek hjælper dig med at fremskaffe den litteratur du skal bruge, og som du ikke selv kan bestille direkte i Odin og bibliotek.dk.
Den Danske Forskningsdatabase
Den Danske Forskningsdatabase [dækning: referencer til tidsskriftartikler, bøger, kapitler i bøger, rapporter og konferencebidrag samt beskrivelser af i gangværende eller afsluttede forskningsaktiviteter]. Den Danske Forskningsdatabase er dog meget mangelfuld, både hvad angår projekter og publikationer. Publikationerne fra Syddansk Universitet er inkluderet fra 2001.
Odin – Syddansk Universitetsbiblioteks onlinekatalog
Odin er bibliotekets onlinekatalog og indeholder oplysninger om såvel trykte som elektroniske bøger, tidsskrifter og andet materiale på SDUB, institutter på Syddansk Universitet og tilknyttede institutioner herunder Videncentret. Du skal bruge »Emnesøgning« for at samle alle bøger om et bestemt emne. Hvis du har et lånerkort til SDUB kan du bestille direkte i Odin.
Artikelbasen
Artikelbasen registrer artikler og anmeldelser fra 800 faglige tidsskrifter og 8 landsdækkende aviser. Databasen er gratis på Nettet og går tilbage til 1981 De vigtigste sundhedsvidenskabelige danske tidsskrifter er med i databasen samt enkelte fælles nordiske. Her kan du finde henvisning til artikler fra Ugeskrift for læger, Månedsskrift for praktisk lægegerning, Sygeplejersken , Vård i Norden m.fl. Der er er mulighed for at linke til fuldtekst på enkelte tidsskrifter. Du kan vælge mellem »Søgning« og »Guidet søgning«, og det er også muligt at lave registeropslag på f.eks. forfatter. Du kan få mere at vide om databasen og søgeteknik under »Hjælp«. Artikelbasen er også indeholdt i Bibliotek.dk, så du kan sagtens vælge at bruge fanebladet »Artikler« i Bibliotek.dk som et alternativ til Artikelbasen. Trunkeringstegnet er ?
Husk at en søgning i Artikelbasen vil give henvisninger til visse danske tidsskriftsartikler, som ikke findes i Medline.
Bibliotek.dk
I bibliotek.dk kan du se hvad der er udgivet i Danmark og hvad der findes på danske offentlige folke- og forskningsbiblioteker – ca. 16 mill. poster. [Dækning: bøger, tidsskrifter, aviser, noder, musik, video, cd-rom, lydbøger]. bibliotek.dk er gratis på Nettet. Fra din hjemmepc eller fra en hvilken som helst anden internetadgang kan du bestille det du gerne vil låne og afhente materialet på det bibliotek, der passer dig bedst. Du kan vælge mellem standard »Søgning« og avanceret søgning »Kommandosøg« i topmenuen. Er du rigtig skrap til at søge, får du klart flest muligheder ved at vælge »Kommandosøg«. Det er også muligt at lave registeropslag »Slå op i register« på f.eks. forfatter. Det er muligt at eksportere til Reference Manager® i RIS-formatet. Du kan få mere at vide om databasen og søgeteknik under »Hjælp«. Artikelbasen er også indeholdt i bibliotek.dk og kan findes under »Artikler«. Trunkeringstegnet er ?
Bemærk at søgning ved hjælp af søgefeltet: Emne er yderst mangelfuld, da ikke alle henvisninger i bibliotek.dk har emneord, og bibliotekerne har forskellige emneords- og klassifikationssystemet.
3. Søgning efter nordisk sundhedsvidenskabelig litteratur
De svenske og norske databaser som beskrives her dækker igen alle fagområder, bortset fra SveMed+ som udelukkende er en sundhedsvidenskabelig bibliografi. Du kan ikke selv bestille litteraturen du finder i disse nordiske databaser, men dit bibliotek kan hjælpe med at fremskaffe kopier eller låne materialet til dig. Husk at søgninger i de nordiske databaser kan være nødvendige, da de indeholder masser af videnskabelig litteratur, der ikke registreres i de internationale databaser, jævnfør punkt 1.
Libris – det svenske nationale bibliotekssystem
Libris databasen indeholder mere end 40 mill. poster fra de svenske forsknings- og specialbibliotekers samlinger og fra enkelte folkebiblioteker. [Dækning: bøger, tidsskrifter, artikler, elektroniske ressourcer mm.]. Libris er gratis på nettet. Du kan vælge mellem Enkel og Avancerad søgning og få hjælp til søgning under Sökning og Söktips. Svenske sundhedsvidenskabelige artikler skal også altid søges i SveMed+.
SveMed+
Udover Libris findes der en glimrende database over svensk sundhedsvidenskabelig litteratur gratis på Nettet, som hedder SveMed+ [dækning: tidsskriftsartikler]. Dens dækning af svensk sundhedsvidenskabelig tidsskriftslitteratur fra 1977 og frem er den mest omfattende, og den dækker også store dele af den norske og danske sundhedsvidenskabelige tidsskriftslitteratur med totalt 100 skaninaviske tidsskrifter indenfor biomedicin. Søgning er enkel og der findes 2 søgeruder til SveMed+, nemlig mulighed for Enkel sögning og »Avancerad sögning«. Du kan afgrænse til artikler med abstract/fuldtekst. Henvisningerne i databasen er emnekodet ved hjælp af MeSH, og vi anbefaler derfor, at du bruger den svenske eller engelske udgave af MeSH til dine emnesøgninger i SveMed+. Den benytter du i praksis bedst gennem »Avancerad sögning« ved at klikke på »Sök på ämnesord (MeSH)«. Du kan kombinere søgninger i MeSH ved brug af »Kombinera tidigare sökningar (sökhistorik)«. Fra MeSH billedet er der nyttige links til bl.a. PubMed og disputatser (»Dissertations«). Der er også udarbejdet en manual til SveMed+. Trunkeringstegnet er $
Bibsys – det norske bibliotekssystem
Bibsys-baserne indeholder oplysninger om bøger og andet materiale, som findes på Norges universitetsbiblioteker, på Nasjonalbiblioteket og på de norske højskoler. Bibsys er gratis på Nettet. [Dækning: bøger, tidsskrifter, musikrelateret materiale, enkelte artikler]. . På hovedsiden vælges »Sök litteratur« og dernæst f.eks »Biblioteksbasen«. Du kan vælge enkel eller avansert søgning og en detaljeret beskrivelse af søgemulighederne ses under Veiledning. Trunkeringstegnet er ?
Norart – norske tidsskriftartikler
Norart henviser til artikler i ca. 375 norske tidsskrifter og årbøger. Tidsskrifterne dækker alle fagområder, men mere almene tidsskrifter er prioriteret frem for mere specialfaglige. Ud af de 375 tidsskrifter er de ca.60 indenfor helse- og socialfag (før 1999 henholdsvis ca. 440 og 150). Du kan finde henvisninger til artikler tilbage til 1980, men for enkelte tidsskrifter dog tilbage til deres startår. Hjælp til søgning får du under Søkeveiledning. Trunkeringstegnet er ?. Der er adgang til databasen via Syddansk Universitets net.
Det kan anbefales blot at søge i SveMed+ efter norske sundhedsvidenskabelige artikler.
4. Søgning efter international sygeplejelitteratur m.v.
Faget sygeplejevidenskab er meget fint dækket af 2 omfattende bibliografier, International Nursing Index og Cinahl. Disse 2 bibliografier udarbejdes af hver sine organisationer og forsøger hver for sig at være den bedst dækkende med det resultat, at der er en betragtelig overlapning mellem dem. Der er dog flere principielle forskelle:
1. International Nursing Index dækker litteraturen på mange forskellige sprog (69% engelsk), hvor Cinahl hovedsageligt blot dækker engelsksproget litteratur (99% engelsk).
2. Cinahl indeholder mange (34%) abstracts og/eller fuldstekst herunder litteraturlister, hvorimod International Nursing Index indeholder noget færre (19%) abstracts.
3. International Nursing Index registrerer udelukkende tidsskriftsartikler, hvorimod Cinahl udover disse også registrerer andre litteraturtyper (se nedenfor).
4. En lille del af materialet i Cinahl ligger som fuldtekst - altså i sin fuldstændige form.
5. Cinahl dækker visse sundhedsfaglige emneområder udover sygeplejevidenskab (se nedenfor).
Vi vil anbefale dig at bruge Cinahl som dit første valg, men hvis du alligevel bruger Medline er International Nursing Index jo inkluderet i din søgning. Du kan kan læse mere om forskellen mellem de konkurrerende bibliografier Cinahl og British Nursing Index, der hver er støttet af nationale sygeplejefaglige selskaber (SDUB har ikke længere adgang til British Nursing Index).
Du skal dog huske på, at både International Nursing Index og Cinahl kun registrerer en meget lille del af dansk og nordisk sygeplejeforskning, og at du derfor også skal bruge de nordiske databaser (nævnt ovenfor) for at få fat i de mange nordiske sygeplejetidsskriftsartikler, -afhandlinger m.v.
Vi har udarbejdet en liste over de sygeplejefaglige e-tidsskrifter, du kan læse i fuldtekst på vores lokale net.
International Nursing Index
International Nursing Index [dækning: tidsskriftsartikler] er den lille sygeplejefaglige del af Medline databasen og fuldstændigt integreret i samme. International Nursing Index er emnekodet med det suveræne MeSH (Medical Subject Headings) emnekodesystem, som du skal bruge ved at vælge »Thesaurus« i SilverPlatter/Ovid Medline eller »MeSH Browser« i PubMed. Det er simpelthen forkert ikke at bruge MeSH søgemuligheden. Du søger altid International Nursing Index igennem Medline, men kan hvis du får for mange resultater afgrænse disse til International Nursing Index ved i PubMed at vælge »Limits - Subsets - Nursing Journals« og i SilverPlatter/Ovid Medline at vælge »Limit - Subset - Nursing«. Du kan dog risikere at miste noget sygeplejefagligt materiale ved at foretage denne afgrænsning, da der også er artikler om sygepleje i Medline.
Cinahl (Cumulative Index to Nursing and Allied Health Literature)
Cinahl [dækning: tidsskriftsartikler samt udvalgte bøger, småtryk, disputatser, kongresberetninger, standarder, AV-materiale, websites og uddannelserelateret software] er en engelsksproget bibliografisk database, der dækker sygeplejevidenskab samt til en vis grad ergoterapi, fysioterapi, diætetetik, radiografi, audiologi, rehabilitering m.v. fra 1982. Cinahl indeholder over en million referencer fra over 1.700 især engelsksprogede tidsskrifter og producenten har udarbejdet en detaljeret beskrivelse af databasen herunder de emneområder den dækker. Cinahl indeholder mange unikke tidsskifter, der ikke registreres i Medline/International Nursing Index. Ebsco versionen af Cinahl tilbydes til brugere på Syddansk Universitets net fra 2007. Alt materialet i databasen er kodet med emneord, så du skal bruge disse gennem funktionen »Cinahl Headings« for at få gode emnesøgninger. Der findes en grundig træningsguide på Nettet til basen, men du kan også finde instruktive beskrivelser af søgeteknikkerne, når du har startet databasen op (vælg »Help«). Der er også udarbejdet en fin lille guide her på stedet, som du bør printe ud som hjælp til søgeprocessen.
Disse 2 ovenstående "nursing" litteraturdatabaser suppleres af:
AMED Allied and Complementary Medicine
AMED Allied and Complementary Medicine [dækning: tidsskriftsartikler]. AMED dækker udvalgte tidsskrifter indenfor områderne "alternativ" og komplementær medicin, samt forskellige professionelle professioner, der knytter sig til sundhedsvidenskab, herunder palliativ pleje, fysioterapi, beskæftigelsesterapi og podiatri. AMED registrerer 512 specialiserede tidsskrifter indenfor dækningsområderne samt herudover udvalgte artikler fra generelle sundhedsvidenskabelige tidsskrifter. De fleste af de 512 tidsskrifter er engelsksprogede, men i udvælgelsen af tidsskrifter bliver der lagt særlig vægt på den europæiske dækning. AMED omfatter over 152.000 indførsler fra 1985-, og der registreres årligt 12.000 artikler; mange af disse findes vel og mærke ikke i andre bibliografier. Artiklerne emnekodes bl.a. ved hjælp af index terms fra the AMED Thesaurus, og de fleste indførsler fra 1995-indeholder et abstract. Der findes en søgevejledning til AMED bibliografien [klik på link i højre hjørne under grønne bjælke] og en generel til Ebscohost. AMED produceres af the Health Care Information Service of the British Library.
Du har kun adgang til at søge i AMED via Ebsco Host Research Databases fra Syddansk Universitets net.
5. Søgning efter international sundhedsvidenskabelig litteratur
Når du skal søge efter international videnskabelig litteratur, skal du være opmærksom på, at den både består af af artikler fra tusinder af videnskabelige tidsskrifter samt "bøger" - altså egentlig lærebøger og de mere videnskabelige bøger, samt bøger i form af kongresberetninger, disputatser og Ph.D. afhandlinger. De mest brugte af natur- og lægevidenskabelige bibliografier nøjes imidlertid med at registrere indholdet af de videnskabelige tidsskrifter, det gælder bl.a. Medline. Bemærk at knap 8% af de registrerede artikler er oversigtsartikler ("Review"), og at denne meget vigtige formtype nemt kan findes gennem »Limit« funktionen. Oversigtsartikler er nyttige sammenfatninger af den videnskabelige litteratur indenfor et (ofte smalt) emneområde skrevet af anerkendte eksperter.
Medline
Den vigtigste og ihvertfald mest benyttede sundhedsvidenskabelige bibliografiske database er Medline [dækning: tidsskriftsartikler] der produceres af National Library of Medicine U.S.A. Hvis du vil læse mere om Medline, kan du læse dette Fact Sheet. De 2 vigtigste, lidt forskellige, versioner af Medline er SilverPlatter/Ovid udgaven samt PubMed versionen. Medline registrerer indholdet af 4.000 videnskabelige tidsskrifter, men mangler desværre visse danske og nordiske sundhedsfaglige tidsskrifter, som vi har fortalt om i det ovenstående. Databasen går tilbage til 1966 i sin endegyldige form, men National Library of Medicine arbejder på at gå længere tilbage i tiden gennem OldMedline (1953-1965), som der er udarbejdet en særlig søgevejledning til. Medline er bredt favnende og dækker emneområder som sygepleje, tandlægevidenskab, veterinærvidenskab, farmaci og prækliniske fag. Medline dækker også dele af de biologiske discipliner, herunder miljøvidenskab, havbiologi, botanik og zoologi samt biofysik og kemi. De sidstnævnte selvfølgelig kun, såfremt der er et sundhedsvidenskabeligt aspekt. (Knap 2% af indholdet i Medline handler om rehabilitering og knap 0,4 % om medicinsk teknologivurdering).
Medline hører til de få videnskabelige bibliografiske databaser, hvor der er ofret kolossale ressourcer på at emnekode alle indførslerne med såkaldte MeSH (Medical Subject Headings), som er baseret på en omfattende liste over engelske medicinske fagudtryk. Det er derfor afgørende, at du bruger MeSH for at ramme mest muligt plet med dine søgninger og få fat i den litteratur, der virkelig er i databasen.
PubMed Medline
De fleste fortrækker i dag at bruge den gratis PubMed Medline, som må betragtes som den mest brugervenlige af en række Medline versioner. PubMed er producentens egen Medline. Fordele udover at være gratis er at den er lidt mere opdateret, selv søger at mappe MeSH samt MeSH Qualifiers ("Subheadings") til søgeordene, samt at den indeholder en beslægtethedsfunktion »Related Records«, som giver den mindre erfarne en genial mulighed for at fange meget af den relevante litteratur selv ved en mangelfuld søgning. PubMed har en glimrende dokumentation bl.a. en omfattende brugervejledning samt en meget fin interaktiv vejledning Tutorial i brugen af PubMed, som du kan se igennem på Nettet. Herimellem findes også en fin 3-fløjet guide til Pubmed. Vi har lavet en dansk miniguide, herudover findes en fin dansk introduktion samt en meget omfattende manual. Når du har kigget på undervisningsmaterialet, er du klar til at gå til selve PubMed søgemaskinen. Vi anbefaler at du printer brugervejledningen ud, så at du har den liggende ved siden af din PC , hvis du alligevel får problemer undervejs. Husk at du kan gemme søgehistorier (men ikke resultaterne) i den funktion som hedder »My NCBI«. Registrering til My NCBI er også gratis. Som noget nyt er PuBMed begyndt at henvise til en stigende mængde lærebøger i fuldtekst, du får henvisningerne til indholdet gennem hyperlinks i PubMed abstracts eller via søgning direkte »Bookshelf«. Der er etableret kobling ("LinkOut") fra tidsskrifterne i PubMed til over 3.000 fuldteksttidsskrifter, et tiltag som dog oftest kræver betaling, medmindre du er på Syddansk Universitets net, hvor meget af dette materiale er gratis. Der er dog også mange links til fuldtekst til det omfattende gratis fuldtekst-arkiv PubMed Central, ligesom der etables links fra referencelisterne i PubMed Central til abstracts i PubMed.
Bemærk at du har i gratis adgang til elektronisk fuldtekst fra en stor del af tidsskrifterne i PubMed Medline ved at klikke på SFX hyperlinks til forlag i det udvidede format, forudsat at du har logget på PubMed gennem det officielle link på Syddansk Universitetsbibliotek eller Videncentret. NLM tilbyder søgning gennem en særlig PubMed Mobile platform, som du dog skal aktivere gennem dette link for at få SFX aktiveret.
NLM Gateway
Vi startede med at fortælle, at Medline kun registrerer indholdet af videnskabelige tidsskrifter, men selvfølgelig er der også tænkt på bøgerne. Som tidligere nævnt kan du finde danske og nordiske bøger i de skandinaviske biblioteksdatabaser (bibliotek.dk m.fl.), og en meget stor mængde af de øvrige bøger fra hele verden er samlet i databasen NLM Gateway, som er en multidatabase, der både giver alle slags bøger (Category: Books / Serials / AVs og Meeting Abstracts) samt ovenikøbet også tidsskriftsartiklerne fra Medline - men hvad angår tidsskriftsartikler bør du bruge SilverPlatter/Ovid eller PubMed Medline. NLM Gateway tillader MeSH emnesøgning på samme måde som i Medline så at denne mulighed bør være dit foretrukne valg. Denne emnesøgemulighed gemmer sig under »Find Terms«. Der er udarbejdet en fin introduktion ( »Workbook«) til søgning i NLM Gateway, som du også bør se på inden du går i gang. Alternativt kan du læse i den grundige og pædagogiske hjælpefil (vælg »Help«). Også denne kan det være klogt at printe ud som hjælp til at forstå alle de mange valgmuligheder. Under begrebet »Locker« ligger der sig f.eks. en mulighed for at gemme søgninger, og registrering til Locker er gratis.
Du kan regne med at indholdet af "bøger" i NLM Gateway er gigantisk, hvad angår efterkrigstidens sundhedsvidenskabelige litteratur, men at der en en vis slagside til engelsk. Hvis du altså ved, at er f.eks. er en spansk disputats om dit emne, skal du hellere bede om hjælp på biblioteket. Det samme gælder, hvis du specifikt er ude efter ikke nordiske Ph.D afhandlinger samt disputatser.
Hvad angår indholdet af bøgerne, altså de enkelte kapitler eller indlæg fra konferencer, kniber det gevaldigt at opspore disse i NLM Gateway (eller nogen anden database), for det er der næsten ingen generelle natur- og sundhedsvidenskabelige bibliografier, databaser eller bibliotekskataloger, der gør. Mange mener dog, at den manglende registrering ikke spiller nogen rolle med hensyn til indlæg fra konferencer, da de jo normalt efterfølgende bliver omarbejdet og publiceret i videnskabelige tidsskrifter.
EMBASE
EMBASE (tidligere kaldet Excerpta Medica) [dækning: tidsskriftsartikler] indholder over 22 millioner records fra 1974-, med en vækst på over 1 million records årligt. Hver record indeholder indeholder også indekseringstermer- og -koder; 80% of alle records i EMBASE indeholder forfatternes originale abstracts. EMBASE tidsskriftsdækning er - som PubMed - international med over 7.500 peer-reviewede tidsskrifter fra over 90 lande (2011 tal).
EMBASE dækker: Drug therapy and research, including pharmaceutics, pharmacology and toxicology. Clinical and experimental (human) medicine. Basic biological science relevant to human medicine. Biotechnology and biomedical engineering, including medical devices. Health policy and management, including pharmacoeconomics. Public, occupational and environmental health, including pollution control. Veterinary science, dentistry, and nursing. Psychiatry and mental health, including substance dependence and abuse. Forensic science. Alternative and complementary medicine.
EMBASE bliver opbygget ved hjælp af et kontrolleret emneordssystem, kaldet EMTREE thesaurus. EMTREE minder meget om MeSH både hvad angår opbygning og indhold. EMBASE er et glimrende supplement til PubMed (Medline) da den: 1) Indeholder flere henvisninger til europæisk og tredje verdenslitteratur end PubMed generelt. (F.eks. indekserer PubMed 1.877 europæiske tidsskrifter, men EMBASE indekserer 2.450). 2) Indeholder langt mere farmakologisk litteratur 3) Indeholder litteratur indenfor de samfundsmedicinske områder som ikke er i PubMed. 4) Kun indeholder sundhedsvidenskabelige tidsskrifter af god kvalitet. 5) Emneregistreres af speciallæger.
Overlapningen mellem PubMed og EMBASE er varierende fra måske 30 til 80% afhængig af emneområde. Da EMBASE indekserer flere europæiske tidsskrifter end PubMed, bliver EMBASE derfor relevant, når det gælder søgninger i discipliner med en lavere generaliseringsgrad, f.eks. folkesundhedsvidenskab.
Søgning i EMBASE bør omfatte brug af EMTREE thesaurus, men EMTREE er så forskellig fra MeSH, at søgning i een af de 2 thesauri ikke kan overføres mellem databaserne. EMTREE aktiveres ved at indtaste et fagudtryk ad gangen med samtidig afmærkning af "Map Term to Subject Heading". Opslaget i EMTREE thesaurus giver mulighed for brug af "Explosion" (inklusion af underordnede emneord). Denne aktiveres ved at afmærke »Explosion« i Subject Headings billedet. Du får mulighed for at gemme søgehistorier m.v. ved at registrere dig i systemet (»Register«).
Syddansk Universitetsbibliotek tilbyder indirekte adgang fra Universitetets net til EMBASE via den multidisciplinære søgemaskine Scopus. EMBASE indgår nemlig i Scopus, men kan ikke defineres særskilt.
NB: Videncentret OUH tilbyder herudover direkte adgang til Ovid EMBASE via Ovid portalen via de regionale sygehuslicenser. Denne direkte adgang indebærer lidt bedre søgemuligheder.
Web of Science
Web of Science er et kompleks af 3 databaser indenfor teknik, natur- og lægevidenskab, samfundsvidenskab og humaniora [dækning: tidsskriftsartikler] der tilsammen dækker perioden fra 1945 til dato. De 2 relevante databaser for dig, er Science Citation Index Expanded samt Social Sciences Citation Index, sidstnævnte dog i relation til sundhedstjenesteforskning. Web of Science opbygges på basis af en registrering af 8.500 tidsskrifter heraf en del selektivt. Ved registreringen medtages ikke blot artiklernes forfatter(e), titler og tidsskrift m.v. men også som noget unikt deres litteraturhenvisninger, desværre dog i standardiseret, forkortet form. Du kan derfor søge både på emne (»General Search«) som på citationer (»Cited Ref Search«), men emnesøgning er langt bedre og mere omfattende i Medline og kan kun anbefales i Web of Science i forbindelse med grænseområder til sundhedsvidenskab, jvf. nedenfor. Lad dig ikke forvirre af, at Web of Science angiver mulighed for at søge på "keywords". Der er nemlig ikke tale om en Thesaurus funktion, men blot en vis mængde tilfældigt tildelte emneord. Der er også mulighed for at vælge »Advanced Search«, som åbner mulighed for at opbygge og kombinere søgetrin samt bruge feltkoder (se vejledning i søgebilledet). Du kan sende søgeresultater som e-mail og/eller eksportere disse direkte til Reference Manager® via »Marked List« funktionen. Der er mulighed for visse bibliometriske analyser af resultater via »Analyze« funktionen, det gælder bl.a. beregning af H-index.
Citationssøgning på forfattere findes derimod kun i denne database og i forbindelse med denne er det allersmarteste muligheden for at finde beslægtede artikler ved at undersøge den bibliografiske kobling (»Related Records«) som på basis af graden af citationsfælleskab mellem referencelister kan afsløre spændende og uventede ekstra artikler, som ikke var blevet fundet ved traditionel emnesøgning. Ligesom i Medline kan du begrænse din søgning til formtypen oversigtsartikler ("Review") ved at vælge »Restrict search...by document Types - Review« nederst på søgesiden.
Der findes en meget anbefalelsesværdig Tutorial samt en detaljeret Help File til Web of Science.
Science Citation Index har sin største betydning ved emnesøgning indenfor teknik og naturvidenskab, så vi anbefaler kun at du skal bruge Web of Science, hvis du har vanskeligt ved at finde tilstrækkeligt om dit emne i Medline. Det kunne f.eks. være emnesøgninger, der falder imellem det lægevidenskabelige og socialvidenskabelig område, f.eks. visse spørgsmål indenfor folkesundhedsvidenskab. Du har kun adgang til at søge i Web of Science fra Syddansk Universitets net.
Scopus
Scopus er den største eksisterende faglige bibliografi med en dækning af knap 19.000 tidsskrifter og 46 millioner records (juli 2012). Den er multifaglig, men sundhedsvidenskab udgør godt en trediedel af denne bibliografiske database. Udover tidsskrifter indekseres også en beskeden mængde bøger og kongresberetninger. Forfatteres egne keywords inkluderes i Scopus records (i modsætning til PubMed). Scopus er ligesom Web of Science såvel en abstracts- som citationsdatabase. For sundhedsvidenskabeligt interesserede er det bemærkelsesværdigt, at den inkluderer Embase (tidl. Excerpta Medica), hvis klassifikationsstrukturer dog ikke er fuldt aktiv i Scopus for at gøre den til een uniformeret database. De records, der stammer fra Embase delen, er således indekseret ved hjælp af EMTREE Subjects og CAS Registry numbers m.fl. Enestående ved Scopus (og Embase) er at disse databaser omfatter samtlige Medline (PubMed) records, så at Scopus derved bliver den overlegent største bibliografiske database indenfor sundhedsvidenskab med omkring 7.600 sundhedsvidenskabelige tidsskrifter (heraf er over 2.000 indexerede Embase tidsskrifter unikke i forhold til PubMed).
Scopus muliggør søgning efter såvel forfatter, emne, adresse ("Affiliation") og citationer m.v. i særlige faneblade. Søgemaskinen tilbyder mulighed for begrænsning af søgeresultater i venstremenuen på en række måder, der minder om Web of Science. Scopus indeholder også et bibliometrisk modul med mulighed for at beregne H-index m.v. Da indholdet til dels er anderledes end i Web of Science vil H-index her give et andet tal. En sammenligning mellem Web of Science og Scopus er dog kompliceret, da såvel indhold, indexeringsprincipper som søge- og analysemuligheder er delvist forskellige.
Spørgsmålet om man skal bruge PubMed eller Scopus kan besvares ved, at den eneste - men betydningsfulde - fordel ved PubMed nu er, at dette er en suverænt smartere søgemaskine til klinisk sundhedsvidenskab, da PubMed systematisk er opbygget ved hjælp af intelligent indexering på flere niveauer (MeSH, Topical Subject Headings, Limits) m.fl.). Videre at denne indexering automatisk udnyttes ved korrekt søgning i PubMed i form af Mesh-mapping, som optimerer søgningen i form af en optimal genfinding. Så PubMed kan fortsat anbefales som nummer 1 til klinisk sundhedsvidenskab men Scopus kan sagtens være valg nr 1, når det gælder sundhedsvidenskab i bredere forstand. Dette ikke mindst for humanistisk sundhedsforsknings vedkommende. Det er muligt tilnærmelsesvis at afgrænse søgninger i Scopus til Embase delen ved at afmærke "Subject Area - Health Sciences" i søgefladen forneden, en delkategori der dog desværre ikke indeholder alle dele af Embase.
Scopus portalens søgeflader tilbyder også søgning i den videnskabeligt definerede del af Internet (fanebladet "Web") via robotsøgemaskinen Scirus samt millioner af patenter ("Patents"). Du kan komme videre med diverse træningsmateriale, tutorials og user guides mv her.
Syddansk Universitetsbibliotek tilbyder adgang til Scopus for ansatte og studerende ved SDU og OUH.
6. Specielle sundhedsvidenskabelige bibliografiske databaser
TOXNET
Det sundhedsvidenskabelige område udmærker sig ved at indeholde en række specialdatabaser, der giver en endnu dybere dækning af litteraturen end de ovennævnte databaser. Producenten af Medline tilbyder således en række andre gratis specialdatabaser inden for udvalgte sundhedsvidenskabelige discipliner, som du kan finder en oversigt over (NLM's Databases & Electronic Information Sources). Vi vil her henlede opmærksomheden på de værdifulde databaser omkring toksikologi TOXNET (Toxicology Data Network) [dækning: tidsskriftsartikler, toksikologiske data m.fl.] som i høj grad supplerer søgninger i Medline på dette emneområde. Der findes en instruktiv Lecture Guide til dette lidt komplicerede toksikologiske databasebibliotek samt Fact Sheets om de enkelte databaser.
MANTIS™
MANTIS™ [dækning: tidskriftsartikler, disputatser og enkelte bøger m.v.] er en forkortelse af "Manual, Alternative, and Natural Therapy Index System." og databasen registrerer over 1,000 tidsskrifters artikler især indenfor manuel medicin, kiropraktik og osteopatisk medicin. Hertil bl.a. noget litteratur om rehabilitering ("exercise therapy"). Producenten har en grundig dokumentation for produktet, herunder de registrerede tidsskrifter. Databasen (der tidligere hed Chirolars) ligger hos databaseværten Ovid, og der er adgang til MANTIS™ for brugere på Syddansk Universitets net. Søgning i databasen er enkel, da der ikke er nogen emneordsliste, men på grund af de manglende emneord skal du huske at bruge så mange synonymer og stavemåder som muligt. Der findes også en meget detaljeret manual til Ovid Web Gateway. Trunkeringtegnet er $
MANTIS™ er fremragende ved at supplere Medline meget kraftigt, hvad angår litteratur om kiropraktik, men søgning kan være besværlig da der mangler emneregistrering. Du finder størstedelen af den klassiske litteratur om kiropraktik (og osteopati) i MANTIS™ , men du skal huske på, at størstedelen af litteraturen indenfor de tilknyttede basale discipliner: anatomi, fysiologi, biomekanik, bevægeapparatets patologi og billeddiagnostik m.v.) er i Medline. Du skal videre huske på, at mange af tidsskrifterne i MANTIS ikke lever op til det krav om videnskabelighed, som kendetegner tidsskrifterne i PubMed Medline og Excerpta Medica/EMBASE.
PEDro - The Physiotherapy Evidence Database
PEDro bibliografien, som udelukkende omhandler fysioterapi, udarbejdes af The Centre for Evidence-Based Physiotherapy i Australien. PEDro er blevet udviklet for at formidle hurtig og let adgang til henvisninger og abstracts vedrørende randomiserede kontrollerede undersøgelser samt systematiske reviews indenfor fysioterapi. De fleste litteraturhenvisninger i databasen har fået en nøje dokumenteret og meget nyttig "PEDRO Scale" kvalitetsmarkering for at hjælpe brugeren i at skelne mellem mere og mindre evidensbaserede undersøgelser. En del af henvisningerne i PEDro stammer fra The Cochrane Library, men en mindre del er unikt. Der er udarbejdet omfattende tutorials til basen, og der er mulighed for både simpel og avanceret søgning.
PEDro databasen er gratis, og du skal bruge den som supplement til Medline, Cochrane Library og Mantis indenfor området fysioterapi.
PsycINFO
PsycINFO [dækning: tidsskriftsartikler, disputatser, bøger og udvalgte kapitler fra bøger samt udvalgte rapporter] er den elektroniske udgave af den psykologiske bibliografi Psychological Abstracts, som er den største og bedst dækkende psykologiske bibliografi med 1.8 millioner indførsler og registrering fra 1.800 tidsskrifter. Bibliografien dækker det sidste århundredes videnskabelige litteratur, og dens eneste svaghed er dens høje vægtning af litteratur på engelsk og heraf følgende mangelfulde dækning af skandinavisk-sproget psykologisk litteratur (og andre mindre sprogområder). PsycINFO produceres af American Psychological Association, og du kan finde en nærmere beskrivelse af PsycINFO på APA webstedet.
Når du bruger PsycINFO, bør du bruge den indbyggede emneordsliste »Thesaurus«, for at sikre dig at din emnesøgning bliver god nok. Emneordslisten er også tilgængelig gennem den trykte udgave, Thesaurus of Psychological Index Term, som findes på Videncentret. Der findes en detaljeret Ovid Technologies Field Guide til PsycINFO. Søgning i PsycINFO sker gennem SilverPlatter/Ovid WinSpirs eller WebSpirs version, som tilbydes studerende og ansatte ved SDU.
PsychINFO dækker selvsagt det psykologiske område meget bedre end alle andre databaser, men hvis du også er ude efter en ordentlig dækning af dansk (og skandinavisk) psykologisk litteratur, skal du supplere dine søgninger i PsycINFO med søgninger i danske og nordiske databaser (jvf. begyndelsen af denne introduktion).
Cochrane Library
Cochrane-biblioteket [dækning: fuldtekstartikler, tidsskriftsartikler, rapporter m.v.] har som mål dels at sammenfatte tidens "best evidence" på en systematisk måde dels at optimere adgangen til evidensbaseret litteratur i øvrigt. Cochrane-biblioteket nævnes til sidst, da det udelukkende tilstræber at dække den del af den sundhedsvidenskabelige litteratur, der omhandler effekten af diverse former for behandling, ovenikøbet kun den endnu mindre del, der er baseret på forskningsformen kliniske kontrollerede undersøgelser. Cochrane-biblioteket ekskluderer derfor f.eks. kvalitativ forskning. Cochrane Library består af en række forskellige databaser: de vigtige, ofte debatvækkende, systematiske Cochrane-oversigter (inklusive meta-analyser), findes i The Cochrane Database of Systematic Reviews (CDSR), og biblioteket indeholder også The Cochrane Controlled Trials Register, som er en særdeles omfattende bibliografisk database over kontrollerede forsøg, resultatet af en storstilet indsats ved deltagerne i Cochrane-samarbejdet. Dette systematiske, internationale arbejde går ud på at gennemgå den medicinske verdenslitteratur og gennemsøge andre informationskilder for at opbygge en så fuldstændig database som muligt i samarbejde med Medline og Embase og herefter at sammenfatte litteraturen i systematiske oversigter. The Cochrane Library indeholder herudover bl.a. også The Database of Abstracts of Reviews of Effectiveness (DARE) som indeholder strukturerede resumeer af systematiske oversigter, der er publiceret i fagtidsskrifter; en del af disse oversigter er blevet kritisk vurderet af Centre for Reviews and Dissemination i York, The American College of Physicians' Journal Club eller af tidsskriftet Evidence-Based Medicine.
Du har mulighed for at bruge avanceret søgning, herunder MeSH Medical Subject Headings. Der findes en grundig engelsk User Guide til Cochrane Library til udprintning. Fra 7. december 2003 er der gratis adgang til Cochrane Library for alle gennem den danske, offentlige sundhedsportal.
Du har brug for Cochrane Library som supplement til Medline, når du eftersøger litteratur om klinisk kontrollerede undersøgelser af veletablerede samt komplementære behandlingsformer.
CDSR basen er under opbygning, og den rummer kun en brøkdel af de teoretisk mulige systematiske oversigter inkl. meta-analyser. De systematiske reviews forældes ofte hurtigt og bør derfor suppleres med en Medline søgning.
ERIC
ERIC [dækning: forskningsrapporter, kongresforedrag, bøger, curriculum og teaching guides samt tidsskriftsartikler] giver den mest omfattende dækning af den videnskabelige pædagogiske (herunder didaktiske) litteratur indenfor alle fag. ERIC bliver sponsoreret af US Department of Education, og databasen registrer indholdet af 980 pædagogiske tidsskrifter og Resources in Education (RIE) med referencer til materialer af forskellig art. Eric registrerer principielt al relevant pædagogisk litteratur fra 1966- og indeholder over 1 million henvisninger til den internationale litteratur.
Du bør starte med at søge efter pædagogisk litteratur indenfor de sundhedsvidenskabelige fag med en understregning af den sundhedsfaglige vinkel i bibliografierne Medline og Cinahl. Eric er derfor kun vigtig, hvis du ønsker den bredest mulige dækning af pædagogiske litteratur, hvor der ligges mere vægt på det pædagogiske aspekt end den sundhedsfaglige vinkel.
Der er adgang til ERIC via CSA portalen. Der er mulighed for simpel og avanceret søgning, samt mulighed for at anvende ERIC Thesaurus (brug Rotated Index), som er de emneord, ERIC opbygges med. Herudover er der også gratis adgang til ERIC via U.S. Department of Education, som tilbyder en søgeflade, der er mindst lige så god. Der er endda mulighed for personlig registrering.
Sociological Abstracts
Sociological Abstracts [dækning: tidsskriftsartikler, bøger, kapitler i bøger, akademiske afhandlinger og papers fra kongresser]. Bibliografisk base med abstracts til den internationale sociologiske litteratur med alle dens underdiscipliner samt en lang række tilgrænsende fagområder såsom socialpsykologi, socialantropologi, kriminologi, socialpolitik, planlægning m.m. Dækker lige bredt både teoretisk som anvendt sociologi. Alle kernetidsskrifter inden for sociologi indekseres fuldt ud, øvrige selektivt. Tidsskriftartikler er forsynet med et referat, og der kan søges på emneord og systematisk. Tidsmæssigt dækkes perioden fra 1963. Fra 1986 er tilføjet referencer til afhandlinger. Der findes et Quick Reference Card (5 siders PDF søgevejledning). Det er relevant at bruge Sociological Abstracts indenfor humanistisk sundhedsforskning for at supplere Medline m.fl.
Der er adgang til Sociological Abstracts fra Syddansk Universitets net.
7. Elektroniske lærebøger m.v.
UpToDate
Selvom UpToDate egentlig er et fuldtekstsystem, skal det også omtales her. UpToDate kan betragtes som et virtuelt, evidensbaseret lærebogssystem, som tilbyder jævnligt opdateret viden på avanceret niveau om en meget lang række specifikke kliniske problemstillinger. Målgruppen er klinisk arbejdende læger. Informationstilbuddet gælder en lang række (omend ikke alle) kliniske specialer. September 2004 omfattede UpToDate således 19 kliniske specialer. Hertil kommer udvalgt lægemiddelinformation (herunder lægemiddelinteraktion og - bivirkninger) samt patientinformation m.v. Dækningen udvides for hver udgave, og den aktuelle dækning fremgår af »Table of Contents«. De enkelte specialers emneområder indeholder en lang række meget specifikke oversigter, der løbende revideres. Det er muligt at følge nyhederne i UpToDate gennem »What's New«. UpToDate udarbejdes af mere end 3.000 lægelige medarbejdere, analyserer over 290 kliniske tidsskrifter og omfatter 60.000+ tekstsider, 160.000+ Medline abstracts og 10.000+ billeder og grafiske fremstillinger. Der findes både en User's Manual og en Tutorial til UpToDate gennem »Help«.
Abonnementet tillader desværre ikke fjernadgang.
MD Consult Core Collection og Books@Ovid
Der er udvalgt omkring 110 bogtitler fra to førende portaler, der svarer til de nyeste trykte udgaver af samme bøger. Der kan dog være ekstra information i de elektroniske udgaver. De udvalgte bogtitler dækker stort set alle sundhedsvidenskabelige specialer samt udvalgte subspecialer. Mange af bogtitlerne hører til de førende, anerkendte bøger indenfor de enkelte specialer.
Begge portaler tilbyder mulighed for søgning i samtlige bøger i portalen samt mulighed for at søge i specifikke titler. Denne fuldtekstadgang til sundhedsvidenskabelige elektroniske lærebøger er foreløbigt et forsøg for året 2005, og Videncentrets personale modtager meget gerne kommentarer om værdien af en permanent adgang.
Indholdet af Books@Ovid er beskrevet nærmere i denne meget omfattende guide på over 100 sider, og der findes også en quick guide til Books@Ovid.
Portalen MD Consult Core Collection tilbyder også adgang til 71 elektroniske tidsskrifter fra moderportalen Science Direct, som Universitetsbiblioteket og Videncentret dog stort set allerede abonnerer på. Heruover indeholder MD Consult Core Collection over 1.000 kliniske guidelines, udvalgt lægemiddelinformation, dagligt opdateret nyhedsinformation fra Reuters Health m.v. MD Consult er beskrevet nærmere i denne guide.
Der er adgang til MD Consult og Books@Ovid fra Syddansk Universitets net.
8. Søgning på Internet
Internets medicinske informationsunivers er enormt og i stort omfang ukontrolleret. Der er ingen garanti for at den information, der er på Nettet i dag, også er der i morgen, og selvom der findes forskellige kvalitetsmarkører bliver de kun anvendt til en vis grad. For at finde information i den medicinske del af Nettet, kan du benytte eet eller flere af disse søgeredskaber:
1. Bruge robotgenererede søgemaskiner, der registrerer indholdet af Nettet automatisk ved hjælp af særligt søgeprogrammel og med forskellig informationsdybde. Selv de største robotter registrerer under halvdelen af Nettets indhold, så at virkeligt dækkende søgninger derfor kun finder sted ved samtidig brug af flere søgemaskiner. Vi anbefaler de søgemaskiner, der sorterer efter seriøse, dokumenterede principper, såsom Google og WiseNut [dækning: hele Nettet] samt de videnskabeligt orienterede søgemaskiner Scirus og Search4science [dækning: videnskabelige del af Nettet]. Husk at de robotgenererede søgemaskiner ikke afsøger Nettet, som det er i dette øjeblik, men repræsenterer et gigantisk historisk aftryk af Nettet, som det var for dage/uger siden. Generelt er de robotgenerede søgemaskiners styrke deres omfattende dækning, men svagheden den gigantiske, ukritiske opsamling af data og deraf følgende 'forurening' af søgeresultaterne. Du finder en større oversigt over dem her.
2. Søgerobotternes ukritiske opsamling af data bevirker, at der bruges arbejdskraft på søgekataloger over udvalgte Internetressourcer, der er opbygget ved hjælp af emneord og derfor giver en stærkt forbedret søgepræcision. Da der er foretaget et begrænset udvalg, vil søgning i disse søgekataloger altid give langt færre hits end søgning i de udelukkende robotgenererede. Til gengæld kan brugeren være sikker på at søgeresultaterne er relevante, og nogle af de mere farvestrålende, kommercielle søgekataloger hører derfor til de populæreste tiltag på Nettet. Det største er formentlig Yahoo [dækning: hele Nettet] men dets svaghed er dets rodede karakter, kommercielle præg og at der kun er få faglige specialister involverede. Det største danske er Jubii [dækning: danske del af Nettet] som har den samme svaghed. Vi peger derfor på søgekataloger, der udarbejdes non-profit overvejende af fagligt professionelle, såsom BUBL Information Service, og The World-Wide Web Virtual Library [dækning: den seriøse del af Nettet]. Disse sidste kataloger er i deres hierarkiske opbygning en god og overskuelig måde at strukturere informationer på. Generelt er de emneopdelte søgekatalogers styrke deres overskuelighed og relevans, men deres store svaghed, at de har svært ved at følge med Nettets væksthastighed og typisk kun dækker en ringe del af Nettets seriøse indhold. Du finder en større oversigt over dem her.
3. De emneinddelte hierakiske søgekataloger har som en vigtig undergruppe sundhedsvidenskabelige kataloger, hvor al ressourceudvælgelse og emneregistrering foregår ved hjælp af faglig ekspertice. Denne sidste hovedtype af søgekataloger består af kataloger over såvel evaluerede som emneindekserede ressourcer med standardiserede beskrivelser. Vi vil nævne de europæiske OMNI (nu dødt!), Health on the Net (gratis) og det amerikanske Medical Matrix (adgang fra Syddansk universitets net). Disse faglige medicinske søgekataloger registrerer selvsagt så langt mindre end de robotgenererede, men til gengæld er det kritisk udvalgte, seriøse informationskilder. Generelt er de fagspecialiserede emneopdelte søgekatalogers styrke deres høje kvalitet, præcision og relevans, men deres svaghed, at de har kun dækker en del af de mulige, seriøse ressourcer. Du finder en omfattende oversigt over de faglige medicinske søgekataloger her. Vi bør også det danske tiltag i samme retning, nemlig DEFF projektet KlinInfo, som desværre er lagt dødt.
Fælles for søgemaskiner og søgekataloger er mulighed for simpel søgning ved indtastning i naturligt sprog og med visse muligheder for trimming ved hjælp af diverse rullemenuer (f.eks. valg af sprog). Trunkerering (=ordstamme) finder sted ved at afslutte ordet med * (f.eks. accident*), hvilket betyder at såvel entals- som flertalsformer medtages. Nogle tillader også forskellige former for avancerede søgeargumenter i form af nærhedsoperatorer, fraser (angives i anførselstegn) Boole'ske operatorer (»AND«, »OR« m.fl.), brug af parenteser, hvilke dele af Internet-universet der skal afsøges, f.eks. Use-groups, præcis hvilke felter i dokumenterne, der skal afsøges osv. Du gør klogt i at studere søgeredskabets dokumentation som er meget forskellig (god dokumentation tyder på et godt søgeredskab!!) og gerne printe den søgeoversigt ud som mange har, f.eks. AltaVista.
Hvis du vil vide mere...
Kan du finde flere detaljer på vores Netsider om sundhedsvidenskabelige bibliografier. Vi har også tidligere skrevet en artikel om søgning i bio-medicinske databaser ved hjælp af cd-rom.
Hvis du vil vide endnu mere kan du læse:
Johan A. Wallin og Birgit Lange: Litteratursøgning
Kapitel 3 (s. 31-58) i: Daniel Andersen, Bent Havsteen, Povl Riis, Gert Almind, Elisabeth Bock og Mogens Hørder (red.)
Sundhedsvidenskabelig Forskning. En introduktion.
5 udgave. FADL's Forlag. København 1999.
Copyright læge Johan Wallin (Syddansk Universitetsbibliotek)
|