Bogsamlingen i lægevidenskab ved Syddansk Universitetsbibliotek består af ældre og nye bøger indenfor det lægevidenskabelige område fra bibliotekets start i 1965. De første år af bibliotekets levetid bestod tilvæksten hovedsageligt af private bogsamlinger fra læger, f.eks. fra professor dr.med. Erik Warburg, men efterhånden i stigende grad også nyudkommen medicinsk litteratur. Biblioteket fik til at begynde med konsulentbistand til anskaffelserne men fra 1974 har biblioteket haft en læge ansat som fagreferent i medicin. Bogaccessionen var størst i omkring 1970-1980 og har siden været mindre, hvad angår trykte bøger. Til gengæld er accessionen af e-bøger været voksende siden 2005. Den årlige tilgang af elektroniske sundhedsvidenskabelige bøger overgår nu indtaget af trykt medicinsk faglitteratur.
Bibliotekets accessionspolitik indenfor lægevidenskab er først og fremmest at anskaffe et udvalg af den internationale litteratur indenfor det lægevidenskabelige område, såvel de prækliniske samt kliniske specialer. Hertil kommer den skandinaviske sygeplejelitteratur samt et begrænset udvalg af de øvrige sundhedsvidenskabelige støttefag. Populær medicinsk litteratur købes næsten ikke.
SDUBs bogsamling indenfor det sundhedsvidenskabelige område består af mindst 20.000 trykte monografier (bøger) fra århundredets begyndelse og fremover med hovedvægten på litteratur fra 1965 og fremover, heri er de medicinske disputatser dog ikke medregnet. Hertil kommer et stort antal nye elektroniske bøger, i en størrelsesorden af op til 10.000 bogtitler. Samlingen omfatter videre knap 5.000 tidsskriftstitler hvoraf de fleste er elektroniske. Mange titler haves fra bind 1 ff. og hovedmængden af titlerne falder i dette århundrede.
Til bog- og tidsskriftssamlingen hører også de vigtigste nationale og internationale medicinske bibliografier. Biblioteket rummer således alle dele af Index Medicus Danicus såvelsom Index Medicus familien og Index Catalogue to the Library of the Surgeon Generals Office med efterfølgere komplet. Videre også Excerpta Medica bibliografien komplet op til 1993. Universitetsbibliotekets trykte medicinske bibliografier er imidlertid efterhånden blevet erstattet af elektroniske udgaver, som er tilgængelige gennem Universitetets net.
Bogsamlingen omfatter også størstedelen af de skandinaviske medicinske disputatser fra efterkrigstiden, som dog stort set ikke er registerede i bibliotekets kataloger. De nyere dele af bogsamlingen er opstillet på åbne hylder i de natur- og lægevidenskabelige fagsale, de ældre dele i bibliotekets magasiner. Disputatssamlingen står dog opstillet uopskrevet i et særligt magasin. Alle bibliotekets tidsskriftstitler samt den nyere del af monografi-samlingen (fra 1988 og løbende) er katalogiseret i ODIN som er universitetsbibliotekets database. De trykte monografier (bøger) er klassificeret med emnedata ved hjælp af National Library of Medicine Classification, som er blevet oversat til en dansk version, som kan ses i Katalogen (under kategorien henvisning).
Bøgerne er opstillet på fagsal i bibliotekets lokationer (Odense Campus, Odense Videncentret og Esbjerg) samt i magasin. Bogsamlingen på den medicinske fagsal i Odense omfatter kun den nyere litteratur, omkring 3.000 titler. Der anskaffes omkring trykte 1.000 titler om året, og et endnu større antal elektroniske bogtitler. Bogforslag er velkomne, de kan sendes til fagreferenten i faget gerne ved brug af den elektroniske blanket på vores Websider. Biblioteket modtager stadig boggaver fra gamle bogsamlinger, såsom Stephan Epstein m.fl. Blandt de senere års tilvækst er bogsamlingen fra Statens Institut for Folkesundhed, København.
Bøger om prækliske discipliner (anatomi, fysiologi mv) står opstillet på fagsal på Odense Campus, det samme gælder bøger om farmakologi og farmaceutik. De nyeste kliniske bøger om sygdomme og deres behandling med trykkeår efter 1995 findes i Videncentret, ligesom at bøger om folkesundhedsvidenskab hovedsageligt er opstillet i Esbjerg. Størstedelen af den sundhedsvidenskabelige bogsamling (inkl. universitære afhandlinger og specialer) er dog stadig på Odense Campus, da den benyttes af lånere fra mange faglige miljøer.
Samlingen af sundhedsvidenskabelig litteratur på Odense Campus har derfor en særlig profil med et præklinisk og generelt sundhedsvidenskabeligt præg, der stadig vokser med nye sundhedsvidenskabelige bøger indenfor profilen. 2010 er der sket ske en betydelig kassation eller magasinering af de ældre sundhedsvidenskabelige bøger på Odense Campus fagsalen. Disse står nu opstillet efter omkring 3.000 specifikke emner (efter National Library of Medicine Classification) i modsætning til tidligere, hvor bøgerne var opstillet i nogle hundrede emneklasser.